Falsk logo

Grillen kalder!

Den kommende uge bliver det udevejr, og der skal tændes op i grillen. Husk, at det grønne tilbehør til grillen er det vigtigste - hvis du da ikke ligefrem vælger at grille grøntsagerne.

I denne uge er der både små fennikel, spidskål og pak choi, der alle godt kan klare en hurtig tur på grillen. Forårsløgene er nok endnu for spinkle, men når de får mere krop, kan de sagtens tåle at blive grillet og serveret med crostini (grillet brød), fisk og en tapenade af sorte oliven.

Du kan selvfølgelig også bruge grøntsagerne til salat, og fx putte din langtidsgrillede gris i en af de lækre brioche-boller fra Vores Brød sammen med en slaw - det gamle, nederlandske ord for salat - af spidskål, forårsløg og fennikel.

Her kan du bruge hele fennikelen: Kør den opsvulmede stilk på mandolinen, hak stilkene ultrafint og hak toppen med til salaten. Snit spidskålen fint på mandolinen og skær forårsløg i tynde skiver. Vend det hele i en dressing af olie og citronsaft, i mormordressing, i mayonnaisedressing eller i den underlige, men velsmagende, hybrid deraf, ranch dressing, som er så populær på den anden side af dammen.

Du finder spidskål, fennikel og forårsløg i ugens fredagspose, som du kan bestille til afhentning fredag hos vores brød eller lørdag på bondens marked helt frem til torsdag klokken 24 her i webshoppen, eller hvis du vil have den bragt til døren, hos gourmetmarked

Bruger du pak choi, glaskål og forårsløg i din salat, kan du med fordel gøre den lidt mere asiatisk - kom godt med koriander og basilikum i, brug en mere neutralt smagende olie, lad syren komme fra fx limefrugt og smag dressingen til med honning og soya / tamari.

Øllet til grillen er mindst lige så vigtigt - når du har godt brød, godt kød og gode grøntsager er der ingen grund til at være nærig med drikkevarerne: Vi har stadig Gammas herlige saison, Backburner og IPA'en Freak Wave på lager. Begge gode bud til grillaftenen - Freak Wave har krop og humle nok til at håndtere stegeskorpen og Backburneren klæder grøntsager umådeligt godt.

I denne uge kommer der friske forsyninger fra Ølsnedkeren: Den gamle kending Karl Smart - en herlig IPA med masser af aromahumle - Tung Tåge, en New England-IPA, der udelukkende er humlet med mosaic-humle og har masser af passionsfrugt-smag - og til at byde gæsterne velkommen eller bare slukke tørsten på de varme aftener er der Frugtig Fantasi, en forrygende, syrlig berliner weisse med hindbær og abrikos.

Lørdag er der igen Bondens Marked, og her stiller vi selvfølgelig op med alle sæsonens grøntsager - og denne uge får vi besøg af Kala Sung, kendt fra Kala's Kimchi. Hun sælger sin egen - forrygende - kimchi og så serverer vi lidt smagsprøver på hvordan man kan bruge kimchi som tlbehør og krydderi sammen med bl.a. danske grøntsager.

Ugens datoer er:
  • Torsdag (frist for bestilling af varer senest kl. 24 - men gør det helst senest tirsdag aften)
  • Fredag 12-17, pop up-grøntsalg og udlevering af forbestilte varer hos Vores Brød, Toftegårds Plads 6, 2500 Valby
  • Lørdag 10-15, Bondens Marked på Sankt Jakobs Plads

Fredagsposen

Fredagsposen
Fredagsposen indeholder økologiske og biodynamiske varer, fortrinsvis fra Birkemosegaard og Svanholm. Du skal bestille posen senest torsdag klokken 24 og hente den fredag i åbningstiden. Hvis du vil have posen leveret til døren, skal du bestille hos gourmetmarked.dk – tidsfristerne er de samme: Bestil senest torsdag kl. 24 og få den leveret om eftermiddagen. Afhentes fredag d. 18. december: 1 kg …
Læs mere

Bondens Marked

Bondens Marked
Læs mere
facebook instagram