Falsk logo

Mo' greens! Mo' beer!

Der sker mere uge for uge - og i denne uge er der flere forskellige salater i webshoppen: rød egeblad, lollo bionda til at supplere de asiatiske mizuna og moutarde rouge, timianen har fået selskab af mynte og bronzefennikel, som er uovertruffen til fisk - og desserter.

Det er stadig koldt i vejret, så hvor mange nye kartofler, det bliver til, er lidt usikkert, men du finder i hvert fald både nye kartofler, rabarber og mynte i ugens sommerlige fredagspose. Bemærk, at på denne tid af året er de friske, sommerlige ting ret kostbare - så det er en god ide at supplere op med de mættende, stadigvæk tilgængelige og prisbillige vintergrøntsager.

I denne uge kommer der også friske øl fra Gamma Brewing Co., som efter vores mening er de ukronede konger af frisktappede IPA'er. Øllet er tappet samme uge som det leveres - nogle gange endda samme dag - og skal helst drikkes inden den friske humlesmag fortaber sig. Øllene er typisk tørhumlede og ikke bitterhumlede, så det er blomstrede og frugtagtige smage, der klæder sommeren rigtig godt.

Denne gang er der tale om to samarbejdsbryg med engelske bryggerier: Isoline, som er en let pale ale på 4,8 %, brygget i samarbejde med bryggeriet Track fra Manchester - en øl, der er smagssat med humlerne cashmere, citra og hallerthau blanc, og en lidt tungere dobbeltipa, shattered, på 8,0 %m brygget i samarbejde med bryggeriet Verdant fra Falmouth og smagssat med humlerne vic secret, azacca og citra.

Jeg kunne godt forestille mig at starte sommeraftenen mens det stadig er lunt med store slurke af isoline - og så, når aftenen bliver kølig, trække sweateren over skulderen og tænke større tanker over en slurk shattered ...

Vi har også fået friske forsyninger af surkål, karrykraut og nordisk kimchi fra Kattinge Kraut - bemærk, at prisen er steget en anelse siden sidst. Det er nok de eneste upasteuriserede - og altså levende - fermenterede kålprodukter, der kan fås i danske butikker, og det betyder, at smagen udvikler sig med tiden, og at der er fuld smæk på de probiotiske bakterier.

Du kan forudbestille varer helt frem til torsdag klokken 24 - men på grund af leverings- og bestillingsfrister hos vores leverandører, er det bedst at bestille senest tirsdag kl. 22.

Du bestiller i webshoppen, vælger om du vil hente varerne fredag mellem 12 og 17 på Toftegårds Plads - i denne uge siger vejrguderne at det bliver både blæst og regn, så kig hellere inden for i butikken hos Vores Brød efter varerne - eller lørdag mellem 10 og 15 på Bondens Marked på Sankt Jakobs Plads. I webshoppen kan du betale med mobilepay - brug ordrenummeret som reference.

Hvis du er kunde hos Vores Brød, kan du finde vores postkort i brødudsalget - der er en rabatkode, så du får 15 % rabat på de første tre ordrer i webshoppen.Du kan selvfølgelig stadig møde os på Bondens Marked hver lørdag fra 10-15 på Sankt Jakobs Plads. Så ugens vigtigste frister er:
  • Tirsdag (frist for bestilling af varer senest kl. 22)
  • Fredag 12-17, Afhentning af bestilt grønt hos Vores Brød, Toftegårds Plads 6, 2500 Valby
  • Lørdag 10-15, Bondens Marked på Sankt Jakobs Plads

Fredagsposen

Fredagsposen
Fredagsposen indeholder økologiske og biodynamiske varer, fortrinsvis fra Birkemosegaard og Svanholm. Du skal bestille posen senest torsdag klokken 24 og hente den fredag i åbningstiden. Hvis du vil have posen leveret til døren, skal du bestille hos gourmetmarked.dk – tidsfristerne er de samme: Bestil senest torsdag kl. 24 og få den leveret om eftermiddagen. Afhentes fredag d. 18. december: 1 kg …
Læs mere

Bondens Marked

Bondens Marked
Læs mere
facebook instagram