2020 visions

2019 bød på en markant omvæltning i Det lille Grønttorv. Butikken i Holsteinsgade lukkede – markedet for lokalt, økologisk og biodynamisk grønt, mikrobryg og andre kvalitetsvarer var ikke tilstrækkeligt stort lige i det hjørne af Østerbro, og selv med de af og til velbesøgte spisearrangementer, var der ikke grundlag for at fortsætte.

Siden april har jeg derfor fokuseret på markeder – dels det “gammelkendte” marked på Sankt Jakobs Plads om lørdagen, og fra august også et nyt marked på Frederiksberg – her kan man finde boden på Sankt Thomas Plads hver fredag fra 14-18.

Og i 2020 kommer der til at ske endnu mere. Siden april har jeg lånt lagerplads hos Vores Brød på Toftegårds Plads i Valby. Vores Brød bager surdejsbrød af økologisk mel og bruger ikke margarine i bagværket – så det er lige som det skal være.

Vores Brød har flyttet produktionen til Solrød – der var for stor efterspørgsel fra restauranter og cafeer til at klare det hele i Valby. Det betyder, at bageriet står tomt. Det er jo dumt, set ud fra et økonomisk synspunkt – så nu er vi godt på vej med indretningen af det tidligere bageri som kombineret cafe og butik.

Brødudsalget kører videre, og derudover vil du også kunne finde grønt og alle de andre gode varer fra Det lille Grønttorv i butikken: æg, oste, charcuteri, mikrobryg og så videre. I cafeen kombinerer vi det hele – her vil du blandt andet kunne købe morgenmad og frokostsandwiches, som vi producerer af de råvarer, vi allerede har i butikkerne.

Kvalitet med kvalitet på, og god tid til at tale om råvarerne og hvor de kommer fra.

oooOOOooo

Om den sidste halvdel af visionen kan jeg kun sige med Herman Hesses steppeulv, at det er “nur für verruckte”, så videre læsning er på eget ansvar:

Skal man filosofere lidt over udviklingen, og det skal man, hvis man er i denne branche, kan man jo starte med at orientere sig lidt i butikslandskabet. I dag klarer langt de fleste deres indkøb i supermarkedet. Man kan få det hele på en gang. Og det er nemt, ofte billigt, og derfor per definition godt – også selv om kvaliteten af og til er svingende.

Og så er der kommet et nyt element – onlinehandelen. Går man en tur gennem byens gader, ser man pakkeshops overalt. Og man kan ikke undgå at se varevogne fra et af de store online-supermarkeder holde udenfor opgangene på sidevejene – og de kommer mange gange i døgnet.

Læsere af dette nyhedsbrev (og min blog, der desværre har ligget stille en tid), vil vide, at jeg længe har harceleret over det, der mangler i supermarkederne – en bevidsthed om det sæsonbetonede og lokale. Det er de samme grøntsager og kødudskæringer, man finder uge efter uge, måned efter måned, år efter år.

Ok, det kan godt være, de italienske asparges får en lidt mere prominent plads i aspargessæsonen end den, de peruvianske har udenfor sæsonen – men asparges kan fås året rundt. Det samme gælder jordbær, som så til gengæld, uden for den danske sæson kommer fra Spanien, og har en tvivlsom etisk ballast.

Supermarkederne har i det store og hele kun et salgsargument: prisen. Det skal være billigt, og det skal være rigeligt. Lige præcis her er det så vi i detailhandelen kommer til kort – for hvad er det, der gør det billigt?

Kan hænde, at det bliver en anelse billigere, når pakkeholdet hos grøntsagsproducenten skal pakke en hel palle med hvidkålshoveder, end når de skal pakke “en palle blandet grønt”, som de skal til mig – men alarmklokkerne burde ringe, når supermarkederne tilbyder grønt, der er under indkøbsprisen – for du kan vel godt selv se, at man ikke kan producere et rødkålshovede til en femmer, hvis både bonden og dem, der arbejder i, supermarkedet skal have løn.

Når det sker, er det oftest et resultat af at nogle omkostninger er blevet eksternaliseret, som det hedder med et fint ord: altså at de er tørret af på samfundet i stedet for at blive afholdt af supermarkedet eller producenten, som så belejligt ikke betaler overenskomstmæssig løn, forsikring eller lignende til medarbejderne. Eksemplet med de spanske jordbær (og mange andre bær) er for den sags skyld stadig gyldigt.

Og skeler man til onlinesupermarkederne er det værre – for når de kan reklamere med at deres varer er “pristjekkede”, som det så fint hedder, mod et discountsupermarked, og tilligemed kan tilbyde nærmest gratis transport til hjemadressen på fjerde sal, så er fjederen da knækket totalt.

Som Theodore Levitt (en Harvard-professor, der beskrev globaliseringens mekanismer) antydede, er adgangen til ensartede varer verden over afhængig af proletariseringen af transportsektoren.

I onlinesupermarkedernes tilfælde kan vi gå et skridt videre: når din mad bliver slæbt op på fjerde sal er det af et ansigtsløst og let udskifteligt menneske, der som regel er lig med et selvstændigt vognmandsfirma, der selv skal stå for bil, forsikring, feriepenge mv. – så slipper onlinesupermarkedet for at rode med den slags. Proletariseringen af transportsektoren er i det sidste led afløst af prekarisering – løse ansættelser uden rettigheder.

Bekvemmelighed på konsumentsiden har en høj pris på producent- og leverandørsiden: sæsoner, variationer i kvalitet og menneskelig værdighed er gået fløjten.

Og så er der en ting til, der ligger mig meget på sinde, der risikerer at gå fløjten. Vores madkultur. Jeg bekender mig som bekendt til den definition af madkultur, der i 1962 blev formuleret af Leif Blædel under pseudonymet Jacques de France: en madkultur kræver udover håndværkere, der er i stand til at fortolke de råvarer, der er til rådighed, også et kræsent og nysgerrigt publikum.

Forståelsen er nøgleelementet her: hvis et land skal have en madkultur, kan det ikke nytte at håndværkeren jasker i blinde med vilkårlige råvarer – og det kan ikke nytte at publikum lader sig nøje med hvad som helst. Flere skal tage de vise ord til sig, at man hellere må undvære, end nøjes.

Eller, sagt på en anden måde: en madkultur, der er værd at skrive hjem om, er resultatet af en dialog om de råvarer, der er tilgængelige, der hvor man nu engang er sat på jorden – vi kunne kalde det bioregionen.

Når samtalen i første hug bliver erstattet af en monolog med prisen som eneste argument – kasseassistenten behøver ikke kende varen, men skal blot scanne den – og i næste erstattet af en kunstig intelligens, der kan læse dine cookies, slå op i databasen, finde dig i minerva-modellen og fortælle dig, hvad du måske også kunne have lyst til at købe, når du nu har købt et iceberg-salathovede og en bakke grønsure vintertomater på tilbud, står vi for alvor uden madkultur.

Tilbage i byerne er kun pakkeshops, negle- og massageklinikker, og selvfølgelig om sommeren streetfood-markeder med mere eller mindre fesne kopier af udenlandske madkulturers highlights.

Og tilbage her er så kun at forklare, hvem herren i illustrationen er. Jo, det er såmænd Muhammad ibn Musa al-Khwarizmi, den persiske matematiker fra det ottende århundrede, der introducerede de indiske tal i den arabiske verden og regnes som algebraens grundlægger og for en af matematikkens “kirkefædre”.

Måske ville al-Khwarizmi vende sig i sin grav, hvis han vidste, hvad han lægger navn til – for det er nemlig hans navn, der der er blevet til det ord, der kommer til at dominere vores fremtidige indkøbsmønstre og madkultur i mit madkulturpessimistiske fremtidsscenario:

Algoritme.

Note: Denne udgave er rettet til, idet det som oftest ikke er en løst ansat hos vognmandsfirmaet, der kører varer ud – men derimod vognmanden selv. Onlinesupermarkedet har stadig intet ansvar for biler, vedligehold, brændstof, forsikringer, feriepenge, pensioner, etc. og prekariseringen bliver absolut ikke mindre.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: