Julens kål

Juletid er kåltid. Kålen er med til at gøre flæsket og den øvrige fede julemad lidt mere fordøjeligt — og vice versa. To af klassikerne fra min barndom er grønlangkål og vreden kål, nogle gange bare kaldt julekål, så ved man, hvad man taler om.

Grønlangkål er betegnelsen for grønkål, der er kogt i suppen, og derefter hakket og enten “stampet” med kartofler eller samlet med fløde – skal det være stringent, må der ikke anvendes mel til jævning, for så bliver det til stuvet grønkål, som er en helt anden ret.

Grønlangkål serveres til medister eller røget kød – og man kan godt tillade sig at give brunede kartofler til, medmindre man kommer fra Vendsyssel. Thi der har man nemlig meget faste meninger om grønlangkål. Læs selv den dejlige beretning i Nordjyske.

Julekålen er en specialitet fra min østjyske hjemegn (en af de få), og man skal nok have været der, før man for alvor sætter pris på den. Den er egentlig ret simpel at fremstille:

Et hvidkål deles i håndterlige stykker – fjerde- eller sjettedele – stokken fjernes, og kålstykkerne koges i suppe (svinesuppe – gerne suppen fra sylten) eller vand. De køles af og knuges hårdt, så der ikke er antydningen af væde tilbage i kålen (eller i hvert fald så lidt som muligt). Brug gerne et viskestykke – og hvis I er to, kan I få meget mere væde ud af kålen.

Kålen hakkes – vil man have det ekstra fint, kan man køre det gennem en maskine – og stuves herefter med rigeligt smør og fløde, til det hænger sammen og har konsistens som tyk grød. Og mel er selvfølgelig, ligesom i grønlangkålen, aldeles verboten.

Smag til med salt og hvid peber, og server til flæskekød – fx sylte, medisterpølse eller kogt flæsk. Stil en skål kanelsukker på bordet, og husk, at der skal godt med stærk sennep, hjemmesyltede rødbeder, godt brød og god snaps til sådan en ret.

Apropos grødkonsistensen og det med at skulle have været der selv: en kær svensk kollega fortalte engang, at hun, da hun første gang besøgte sine svigerforældre, fik et livsvarigt traume, der gjorde, at hun nedlagde veto, da jeg engang foreslog at medbringe retten til en firmajulefrokost.

Hun og kæresten ankom netop som svigermor var midt i fremstillingen af julekål, og min kollega troede det var risengrød, og blev glad, da hun, sulten efter rejsen, fik en tallerken med kanelsukker på. Det var en stakket glæde, som man vist siger.

God jul.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: