Asparges!

Så blev det endelig forår – og denne uge kommer der friske lækkerier fra Svanholm: Grønne asparges, radiser og rabarber.

Du kan finde alle tre ting i denne uges fredagspose, som du skal bestille senest tirsdag kl. 22, og hente hos Vores Brød fredag mellem 12 og 17 – vi har et pop up-telt ved butikken – eller på Bondens Marked lørdag mellem 10 og 15.

Det gælder om at nyde aspargesen så længe den er der – sæsonen varer til Sankt Hans. Til gengæld er det en taknemlig grøntsag at tilberede: Den kan høvles tyndt og bruges rå i salater, de kan dampes, steges, grilles og de kan sågar pureres og anvendes som fyld i eksempelvis ravioli.

Asparges passer godt sammen med smør, ost, æg, skaldyr og røget kød – så det er klassikere som grillede eller stegte, tykke asparges, omviklet med parmaskinke; og pocheret eller smilende æg (eller bare et spejlet æg) med stegte asparges og ramsløgschimichurri, der først kommer på banen i denne grønthandlers køkken. Sidste år lavede jeg en lille liste med fem måske lidt anderledes aspargesretter til inspiration.

Den eneste begrænsning for hvor tit man kan bruge asparges i sæsonen er nok prisen: Asparges er en af de relativt dyre grøntsager. Det skyldes selvfølgelig, at den er besværlig og dyr at dyrke.

Når man planter en mark til med asparges går der to år før man kan begynde at høste af den, og så skal man nå at høste det hele på knap to måneder. Det kræver ansatte – som skal have løn. Og så går der et år inden man kan høste igen.

Når asparges i supermarkederne er så billige som de er, skyldes det selvfølgelig, at de kommer fra lande, hvor arbejdslønningerne er knap så høje – men en smagsprøvesammenligning viser, at der er stor forskel på supermarkedsasparges og asparges fra en rigtig grønthandler.

Aspargesens karakteristiske, grønne, “ærteagtige” smag kommer fra kortkædede kulhydrater, der forsvinder meget hurtigt – jo højere temperatur, jo hurtigere forsvinder smagen – og i stedet kan man smage de bitterstoffer, der også findes i planten.

Når aspargesen først skal skumples fra Sydeuropa til et centrallager, hvor den får lov at ligge, til den kommer til butikken, hvor den måske får lov at ligge yderligere en uges tid i butikstemperatur, er der selvfølgelig ikke meget fest over den mere. Snarere tværtimod. Og her i grønthandelen kan vi bedst lide, hvis der er lidt fest over grøntsagerne!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: