Rødbedetid

Rødbeder er ikke kun til leverpostejmaden. Prøv crostini med rødbede og rørt feta …

Denne uges fredagspose indeholder kæmpebeder fra Svanholm. Sådan en kan veje i omegnen af et kilo – og har mange anvendelsesmuligheder.

Rødbeder har en lidt tung og jordet duft og smag. Sjovt nok er det forår du kan smage. Rødbede er nemlig den eneste plante, der naturligt danner geosmin.

Geosmin er et stof, du kender fra den duft, der er i luften, når det lige har regnet på en forårsdag. Så er det bakterier i jordoverfladen, der frigiver stoffet – men det kan altså også dannes i rødbeder, helt uden bakteriemellemkomst.

Rødbeder er lidt underkendte. Det er synd, for det er en af de grøntsager, der stadig er rigeligt af her under det, som svensken kalder vårknipan, engelskmanen kalder the hungry gap og som vi vel kan kalde vårhungeren*.

Og hvis man nu skal være lidt klimavenlig, kan man jo starte med at spise de lokale grøntsager i sæson. Og her rammer rødbeden skiven lige i plet.

Den tunge smag deler vandene. Ikke alle synes om den. I hvert fald kræver den et modspil af syre og skarphed. Jeg har før slået et slag for Erwin Lauterbachs rødbedetatar, som er et hit på ethvert bord.

I ugens fredagspose finder du et andet klassisk match med rødbeden: peberrod, i denne omgang fra KysØko.

Peberrod og rødbeder er en klassisk kombination: den jødiske chrain, som er et klassisk tilbehør til gefillte fish, er lavet af rødbede og peberrod i en dressing af vinaigre og sukker.

Men der er masser af andre smagssammensætninger. I Sydfrankrig skærer man for eksempel de bagte rødbeder i tern, blander dem med hakket ansjos, hvidløg og olivenolie.

Bryder du dig ikke om ansjos, kan du i stedet bruge gedeost. Rødbeder elsker gedeost – og prøv fx at servere denne rødbedecrostini med rørt feta som en lille forret, den vækker helt sikkert lykke, med et generøst drys af vinterportulak …

*) I Tyskland hedder beder Mangold, bedens rod tilsvarende Mangoldwurz, og det er, ifølge Alan Davidson, af folkeviddet lavet om til Mangelwurz, “den rod, man har, når man mangler alt andet” …

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: