Mere om sæsoner

Forleden fik en mail fra en gruppe studerende, der gerne ville lave et arrangement, der skulle lære unge mennesker om sundhed, bæredygtighed og klima, med udgangspunkt i at spise mere grønt, og derfor spurgte om jeg ville sponsorere følgende grøntsager:

  • Koriander
  • Hvidløg
  • Citron
  • Løg
  • Rød spidskål
  • Edamamebønner
  • Radiser
  • Rødløg
  • Tomater
  • Gulerod
  • Agurk
  • Mango
  • Frisk chili
  • Lime

En skøn, eller måske uskøn, blanding af grøntsager, der ikke er i sæson, og grøntsager, der ikke dyrkes lokalt. Det eneste, jeg har i butikken lige nu, er løg og gulerødder. Til gengæld har jeg rigtig mange andre grøntsager, der ikke indgik i de unge menneskers menuplaner. 

Men netop sæsonerne og det lokale er for mig alfa og omega, når man snakker bæredygtighed. Og det er først, når man arbejder hardcore med grøntsager i sæson, man opdager det: De danske årstider er nogen bitches.

For de fleste er det nu forår – ja nærmest sommer: Man kan i hvert fald både få nye kartofler, asparges og jordbær til spotpriser i alle supermarkederne.

Men for os true believers er det stadig vinter. Og jeg ved jeg har citeret den flere gange, men her er den igen, T.S. Eliots The Waste Land, på dansk Ødemarken, fra 1922, i anledning af den kommende måned:

April is the cruellest month, breeding
Lilacs out of the dead land, mixing
Memory and desire, stirring
Dull roots with spring rain.
Winter kept us warm, covering
Earth in forgetful snow, feeding
A little life with dried tubers.

Forårsfornemmelserne, den rastløse længsel efter noget andet, vakt til live af syrenernes – ja, pardon my french – falske, overfladiske skønhed og sødligtvamle lugt.

Men jeg ved dybt i mine knogler, at jeg skal vente endnu en måned – og afhængigt af vejret måske endnu længere – på de første asparges.

Og når aspargesen kommer er der endnu en måned til kartoflerne, og med dem den overflod af friske råvarer, der er den danske og hele den tempererede klimazones grøntsagsfest, der går fra juli til december.

Men der er jo ingen der siger, at man ikke kan lave god mad af de grøntsager, der stadig findes: Forskellige kålsorter, selleri, rødbeder, kartofler, gulerødder, løg og rødder som fx pastinak, jordskok og ræddike.

Det er et problem, at de lokale, sæsonaktuelle grøntsager underkendes i den grad, det er tilfældet. Det gælder selvfølgelig især de grøntsager, der ikke lige er de nemme at gå til, som fx nye kartofler, salat, asparges og jordbær.

Men problemet bliver ikke mindre, hvis man lærer unge mennesker, at bæredygtig, klimavenlig og sund livsstil i den grusomste måned starter med edamamebønner og mango.

Tværtimod.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: