Lynhurtig rødkål

Hos Det lille Grønttorv har vi ingen rødkålskrise! Svanholm Økogrønt er stadig leveringsdygtig – og der er mange måder at bruge rødkålen på. Efterhånden er det så længe siden, det var jul, at man godt kan spise varm rødkål igen – og her er et bud på en frisk og hurtig rødkål til at ledsage frikadellen. Du skal bruge:

Et kvart rødkålshoved
50 gram smør
2 spsk sukker
2 spsk eddike (fx balsamico, æblecidereddike eller øleddike)
Salt og peber efter smag

Start med at snitte rødkålen fint – altså ultrafint. Brug gerne et mandolinjern, hvis du har sådan et, og tag ellers din allerskarpeste grøntsagskniv i brug.

Smelt smørret i en dyp pande – gerne en wok, hvis du har sådan en – og giv kålen en tur i det varme smør, til den er faldet sammen. Tilsæt så sukker og eddike, lad det koge lidt ind til en sirup, og smag til med salt, peber og evt. mere eddike og sukker, alt efter hvordan dine smagsløg er indrettet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: