Lær at elske sæsonen

Jordbær i februar. For tredive kroner – i et økologisk supermarked på Østerbro. Man håbede det var løgn, men de var der. Jordbærrene kommer selvfølgelig fra Spanien. Verdens største jordbæreksportør.

Her dyrker man jordbær i Huelvo og Sevilla. Vandet til bærrene kommer fra det delta, der også forsyner Donana-nationalparken. Coto Donana er et af de vigtigste vådområder i Europa – her holder trækfuglene pause – og vandforbruget har i flere omgange truet med at tørlægge området.

Bærrene bliver plukket af unge, østeuropæiske sæsonarbejdere – mest kvinder. Skilsmisseprocenten stiger i jordbærsæsonen februar-april, forlyder det, og i 2010, hvor 65.000 midlertidigt ansatte plukkere arbejde i Huelvo, blev fem jordbæravlere anmeldt for seksuel chikane.

Den svada er jeg snart træt af at fyre af. Jeg har ihvertfald fyret den af de sidste syv år – men det hjælper jo selvfølgelig ikke. Der er mange, der ikke kan modstå en bakke røde jordbær i månederne februar til april.

Jeg forestiller mig i søvnløse nattetimer, at det sker med lige så stort Geschrei som når Ulrich Thomsens Peter i Blinkende Lygter forlanger kokain: “Det skal jeg da ha’! Det skal jeg da ha’!”

Men i virkeligheden er det nok ikke slet så dramatisk – supermarkederne er med til at sløve bevidstheden om sæsonerne, så det hele glider ind i en bevidstløs forbrugsstrøm: “Nå, der er billige jordbær, så snupper jeg sgu en bakke eller to med hjem”.

Men det er ikke kun opmærksomheden på sæsonerne, deres skiften, og de smagsoplevelser, der følger med, der bliver sløvet i supermarkedernes sløve neonlys.

Det er også bevidstheden om de miljømæssige og sociale katastrofer, der følger i kølvandet på vores alt for billige fødevarer.

Når supermarkederne op mod jul afholder det årlige race to the bottom om hvem der har den billigste svinekam, er det vel de færreste, der tænker på hvad der skal ofres i hele produktionskæden før det kan lade sig gøre.

Og når man i mit lokale supermarked kan få et net økologiske avocadoer til en tyver, er det vel de færreste, der forbinder dem med ulovlige markafbrændinger, narkokartelindblanding og dødstrusler, som er virkeligheden i Mexico, hvor avocadoerne kommer fra.

Man kan snildt fortsætte kædetankegangen helt til gadedøren. Når varerne bliver leveret til døren, nærmest gratis – af et onlinesupermarked, der reklamerer med at deres priser kan sammenlignes med et discountsupermarkeds – er det vel også de færreste, der spekulerer over hvordan det økonomisk kan lade sig gøre og hvordan det miljømæssigt er forsvarligt.

Hvor meget får chaufføren egentlig i løn, og er det forsvarligt at prutte rundt i gaderne fra 8-21 med gamle, utætte dieselhakkere, hvor fotostater af fisk og andre friske råvarer kun nødtørftigt dækker rustpletterne?

Det hele kan jo i virkeligheden kun lade sig gøre, fordi de store spillere på markedet indtil videre kun har et begrænset antal knapper at trykke på: Pris og tilgængelighed. Det hele skal være tilgængeligt året rundt – helst uden for meget besvær – og det skal koste mindst muligt.

Hvor varerne kommer fra, hvordan og under hvilke økonomiske forhold de bliver produceret og tilvejebragt er ikke alment tilgængelig viden.

Desværre har troen på at mad skal være billig, rigelig og at alt skal være tilgængeligt året rundt, bidt sig fast i en sådan grad, at det bliver svært at sælge mad, der koster det, det nu engang koster. To eksempler.

For det første: Svinene på Hindsholm får et kuld smågrise om året – der er otte i et kuld – søerne farer i foråret, smågrisene fravænnes naturligt, og de udvoksede grise slagtes om efteråret. Det giver ikke kød, der koster 11 kroner halvkiloet, men til gengæld en langt bedre smag og struktur i kødet.

For det andet: Når man tilplanter en mark med asparges, går der to år inden man for alvor kan begynde at høste dem. I mellemtiden skal der svares skatter og afgifter og whatnot. Man har så en måned til selve høsten – nogle gange, hvis vejret er dårligt, endnu kortere tid – og dem, der høster, skal selvfølgelig have en ordentlig løn. Det giver ikke asparges, der koster en tyver for 250 gram. Langtfra. Til gengæld er de ikke blevet skrumplet op gennem Europa og smager ikke af sur røv (pardon my french), men derimod som friskstukne asparges skal smage: Søde og grønne.

Jeg længes efter et helhedssyn på produktion og forbrug af fødevarer: Et afbalanceret syn, hvor der er plads til både de gastronomiske, de miljømæssige og de sociale overvejelser. Det gastronomiske er det allerbedste udgangspunkt for at begynde dannelsen: Lærer vi både pris- og smagsmæssigt at værdsætte vore egne råvarer og sæsoner bedre, og lærer vi at forstå, hvordan varerne kommer frem til bordet, venter der oplevelser forude.

For selv om der er både social og miljømæssig forskel på at sætte tænderne i et langsomt modnet, dansk jordbær og et tunneldyrket hurtigvoksende spansk, er den umiddelbare belønning for os først og fremmest gastronomisk.

Der er fire måneder til jordbærsæsonen begynder. Husk det nu.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: