Normannernes arv: Cider på hylderne

Så er der igen kommet klassiske, engelske drikkevarer fra Somerset på hylderne: Fire forskellige varianter af cider fra Sheppy’s og en perry fra Burrow Hill.

Somerset i det sydvestlige England er cider country om noget, og cideren herfra spænder vidt fra det enkle til det komplekse, fra det tørre til det halvsøde.

Cider er ikke kun en sommerdrik – en del af de bedre ølbarer i byen fører cider fra somerset på fad – den har også sin plads om vinteren, og i juleperioden er der tradition for wassailing, en fest, hvor man drikker mulled cider, og på den måde ønsker en god æblehøst næste sæson. 

Mulled cider er relativt simpelt at fremstille: Cideren varmes op til lidt under kogepunktet med en anelse sukker og typiske julekrydderier (kanel, nelliker, ingefær, muskat) efter smag – og den varme cider kan tilsættes en snaps efter behov: Æbleciderbrandy, cognac, rom eller gin egner sig særlig godt hertil. Og undervejs kan man synge The Wassailing Song, som her fremføres af Blur …

Cider fra England adskiller sig på et par punkter fra den franske, som især brygges i kystområderne i Bretagne og i baskerlandet (spansk cider er også ganske fortrinlig): Man finder for det første hyppigere halvsøde ciders i Frankrig, og i Frankrig er eftergæring på flaske mere regel end undtagelse.

Men en ting har cider fra England og Frankrig til fælles: De har rødder i vikingernes erobring – det var normannerne, der bragte æblerne sydpå, og fx berettes det, at en vikingehøving betalte sin skat i æbler og vin, brygget af æbler. Og både i England og Frankrig kommer de bedste ciders af at lade mosten spotangære – gæren kommer fra de gærstammer, der trives på frugten.

Cider har i både England og Frankrig lidt under at være sat lidt i skyggen af henholdsvis øl og vin – men der er absolut ingen grund til at se på cider som en mindreværdig drik. Og der er absolut ingen grund til at sammenligne de ciders, vi har på hylderne med det vingummismagende sprøjt, større bryggerier forgifter ungdommen med under betegnelsen cider.

Her i huset har vi en svaghed for de tørre ciders. De ciders vi har på hylden er to blendede ciders – det vil sige ciders, der er fremstillet af en blanding af cideræbler og spise /madæbler – Organic, der som navnet siger er økologisk, en ganske ligetil og letdrikkelig cider til den lidt sødligere side og Vintage Reserve, som er en smule mere fyldig, blandt andet på grund af fadlagringen – og to single variety-ciders, altså ciders produceret på en enkelt cideræblesort, henholdsvis Kingston Black og Dabinett. Desuden har vi en perry, altså en pærecider, fra Weston’s: Her er vi ovre i det funky og helt anderledes.

Prøv cideren som ledager til ost eller retter med svinekød – en lille hemmelighed er at tør cider er fortrinligt til at dampe muslinger, og man serverer selvfølgelig cideren dertil. Og så er cider en dejlig drik til afveksling fra den tunge juleøl og de tunge julevine, man efter min mening hurtigt kan få nok af.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: