Rondini: En hård nyser med et blødt indre

Rondini-græskarret – eller som det kaldes i andre dele af verden, gem-squashen – virker utilgængelig. Den er rund og hård, og kan være lidt svær at få hul på. Man skal i hvert fald bruge en tung kniv, der tåler lidt hård behandling. Det ville være ærgerligt at knække den dyre japaner eller damascenerstålet på at nå igennem rondiniens grøngule skal. Men er man først kommet derind, er græskarret dejligt og kan anvendes på mange forskellige måder. Græskar med æg og kål er en af dem – skær skrællen af rondinien med den samme solide kniv, skrællen er nemlig tyk og uspiselig – men her er et par serveringsforslag, hvor græskarret serveres i sin egen skal:

Til den forrige aperitivo blev det til en lille appetizer med smør og blåskimmelost: Rondinierne halveres (på langs eller tværs er en smagssag), kernerne fjernes, og græskarhalvdelene koges derefter i letsaltet vand i ca. 10 minutter. Tag græskarrene op, lad dem dryppe af og køle lidt ned, og fyld derefter en generøs klat blåskimmelost og en ikke mindre generøs klat smør i det hulrum, hvor kernerne var. Sæt halvdelene i ovnen på høj varme (225°) og giv dem ca ti minutter, til smør og ost er smeltet, og det hele kan mumses sammen med græskarkødet og spises med godt brød.

Alternativt: Halver græskarrene og tag kernerne ud som ovenfor, forkog dem, og slå derefter et ikke alt for stort æg ud i hver halvdel. Bag det i ovnen til ægget er stivnet (blommen må godt være lidt flydende). Høvl parmesanost over eller drys med lidt sprødstegt bacon og server det som anderledes morgenmad … Du finder rondini-græskarret i ugens pose, som du kan bestille her på hjemmesiden og hente fredag eftermiddag, eller som du kan få leveret til døren via gourmetmarked.dk.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: