Kraut, æg, øl og ugens pose …

Vi har fået nye forsyninger af Kattinge Kraut – formentlig landets eneste, upasteuriserede, fermenterede kålprodukter: Den klassiske surkål med kommen og enebær, den krydrede karry-rødkålskraut (lige til flæskestegssandwichen) og den nordiske kimchi af hvidkål, gulerod og porre. Skynd jer, mens der endnu er lager – det har vist sig at være et meget populært produkt.

Som de faste æggekunder vil vide, har vi ikke fået helt så mange æg hjem til butikken, som vi plejer. Det er fordi Hegnsholt lægger produktionen om: For det første bliver hønsene udskiftet med en hybrid-race, det vil sige en race, der både kan producere æg og kyllinger. Samtidig får hønsene ikke længere kraftfoder – nu får de udelukkende rester fra restauranter og butikker som fx Det lille Grønttorv.

Det har betydning for både antallet af æg og prisen på æg: Hybridracer lægger ikke helt så mange æg som deciderede æglæggere. Og grøntfoder og madrester er ikke på samme måde som kraftfoder indrettet til at booste ægproduktionen – i øvrigt et boost, der har sine omkostninger: En del af fedtstoffet i kraftfoder er billig, indonesisk palmeolie fra ryddet regnskov.

Det betyder alt i alt, at æggene fra og med denne uge stiger i pris, så seks Hegnsholt-æg kommer til at koste 35 kroner. Det virker dyrt, men tænk på, at du ikke spiser døde orangutaner og fordreven urbefolkning, og at æggenes gastronomiske kvalitet bliver noget højere – man kan simpelthen både  se og smage på æggene, at foderet er af en anden kvalitet.

Øltørstige kunder vil have bemærket, at der er langt mellem øllene i køleskabet – og det skyldes først og fremmest, at de bryggerier, vi er ret glade for allesammen er på nippet til at gå over til at tappe på dåser. Fra Gamma Brewing lyder det fx., at de helt er holdt op med at tappe IPA på flaske, men i stedet venter på dåsetapperiet – og den samme besked har der været fra Ølsnedkeren. Indtil da må vi væbne os med tålmodighed.

Der er også sket en forandring med Ugens Pose, som du kan bestille senest torsdag til afhentning fredag. Posen kostede før 230 kroner, men er nu sat ned til 200 kroner (og mængderne af grøntsager er også nedjusteret lidt). Det er for at harmonisere den med de øvrige poser på markedet – og du kan i denne uge også bestille den til levering hjemme hos dig selv på gourmetmarked.dk. Her kommer du så til at betale 35 kroner for levering. I denne uge er der spaghettisquash, kartofler, rødkål, porrer, gule beder og meget andet godt i posen.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: