Etter strævet …

Det kommer stadig som en overraskelse for nogen, at denne grønthandler ikke er veganer eller i det mindste vegetar. Tværtom, jeg er en stor ynder af kød – selvfølgelig skal det være ordentlig kød, som måske er dyrt, men så kan man fylde op med grøntsager.

Jeg er tilmed en stor ynder af klassiske retter, så når jeg kommer hjem fra en markedsdag, kan jeg godt lide solide retter, der fylder. Har jeg ikke forberedt noget i forvejen, er en omgang æbleflæsk nem at gå til – her i en version, som jeg har lånt fra Eiler Jørgensen, den legendariske hotelvært og forkæmper for det franske køkken. Jørgensen bruger karry og brunt sukker i sin version af æbleflæsk, og det er slet ikke så dårligt at få varmen på:

  • Stegeflæsk: 3-4-skiver pr. person
  • Løg: ½–¾ pr. person
  • Æbler: ½-¾ pr. person
  • Karry efter smag (½-1 spiseskefuld)
  • Brunt sukker efter smag (1-2 tsk)
  • Salt, peber og persille til pynt.

Start med at pille løgene og skære dem i skiver, som deles i ringe. Pudr løgringene med karry, og vend dem rundt. Lad dem trække, mens flæsket langsomt steges sprødt på panden. Tag flæsket op, hæld lidt af stegefedtet fra, hvis du synes det er for voldsomt, og kom løgskiverne på panden.

Lad løgene simre sig bløde i fedtet, mens du skærer æblerne i både. Når løgene er ved at være der, tilsætter du æblerne, og lader det hele simre, til æblerne er næsten møre – de må ikke splatte ud. Læg flæsket tilbage og hold det varmt til servering (mellem silden og osten, selvfølgelig).

Dertil: Rugbrød, smør og øl.

Æbleflæsk er en af de klassikere, man kan vende tilbage til gennem hele æblesæsonen. Og æbler og gris er et match made in heaven i så mange retter, at jeg næsten ikke orker at tælle mere.

Overskriften, »Etter strævet«, stammer i øvrigt fra en verselinie af den store, norske æbleavler og poet, Olav H. Hauge, der hele sit liv boede i Ulvik ved Hardangerfjorden, nær den nordlige grænse for æbledyrkning. Her, i sin plantage, skrev han i digtet Kvardag om at stille sig tilfreds med de små ting i hverdagen:

Dei store stormane
har du attum deg.
Då spurde du ikkje
kvi du var til,
kvar du kom frå eller kvar du gjekk,
du berre var i stormen,
var i elden.
Men det gjeng an å leve
i kvardagen òg,
den grå stille dagen,
setja potetor, raka lauv
og bera ris,
det er so mangt å tenkje på her i verdi,
eit manneliv strekk ikkje til.
Etter strævet kan du steikja flesk
og lesa kinesiske vers.
Gamle Laertes skar klunger
og grov um fiketrei,
og let heltane slåst ved Troja.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: