To med spidskål

Spidskål er en fantastisk anvendelig grøntsag, der kan meget mere end stuves og gå til Gyldenspjæts livret – sprængt oksebryst.

Rå spidskålssnack med tahini
Rå spidskål er fint i salater, og blander man den røde og den grønne spidskål, bliver det en æstetisk nydelse på højere plan. Nødder går godt med kål, og det kan man fx bruge i en simpel kålsalat med tahinidressing. Et klart hit som starter til en grillaften. Du skal bruge:

  • Spidskål (et rødt og et grønt)
  • 2½ dl tahini
  • 1 hvidløg
  • Vand
  • 1 citron
  • Salt og peber

Riv kålene i stykker og arranger dem på et stort fad. Kør tahini og hvidløg i foodprocessor eller blender, tilsæt vand til det har en passende konsistens og smag til med citronsaft, salt og peber. Hæld dressingen ud over fadet med løs hånd, og server resten af dressingen til at dyppe i.

Spidskål med brunet smør og urter
Spidskål har, ligesom al anden kål, en indbygget sødme, som kan lokkes frem, hvis den får lidt høj varme, og måske ovenikøbet karamelliserer lidt. Her kommer den stegte spidskål i godt selskab med rigelige mængder smør og krydderurter. Du skal bruge:

  • Spidskål (et stort spidskål til fire personer)
  • 125 gram smør eller mere
  • Krydderurter efter eget valg (fx bredbladet persille, koriander, dild, salvie)

Skær spidskål i kvarte, og fjern stokken. Varm en tredjedel af smørret op på en pande, og steg spidskålskvarterne på begge skæreflader – de må gerne brune.

I mellemtiden gør du krydderurterne i stand: Skyl evt., fjern stilkene og hak dem groft.

Læg de stegte spidskål på et fad, smelt resten af smørret i panden og lad det bruse af, smid krydderurterne på og vend dem hurtigt rundt i det brunede smør. Hæld urtesmørret over spidskålen, og spis den enten som en selvstændig ret eller som tilbehør til fx et stykke dampet fisk.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: