Emballage: Plastik, papir og hvad kan man få for en tier?

Af og til får jeg kommentarer fra kunder, der ikke bryder sig om at vi i Det lille Grønttorv bruger plastposer som emballage. Vi burde i stedet bruge papirposer. Men der er faktisk en grund til at vi ikke bruger papirposer: Indtil videre er plasticposer nemlig det mest klimavenlige alternativ, der findes.

Plastposer har for det første et længere liv: De kan genbruges, måske til endnu en indkøbstur. Til allersidst ender de som affaldspose til restaffald og kan ellers sorteres som plast i affaldssorteringen.

Bliver de behandlet rigtigt, udgør de ingen større miljørisiko: Det er kun hvis plastposen bliver smidt i naturen, den ender i havet og hvalernes maver og måske i en af de skrækindjagende videoer på facebook og youtube. Så rådet om at samle et par stykker plastic op, hver gang man er på stranden, er faktisk værd at følge.

Papirposer kan selvfølgelig også genbruges – men deres anvendelighed som poser til restaffald er noget begrænset, fordi de ikke tåler at blive fugtige. Og en pose, hvori der har været grøntsager med jord på, har i øvrigt ikke ret mange andre funktioner (den kan fx ikke skylles som plastposen kan).

En helt anden ting er produktionsprocessen: Her er det ting som vandforbrug og udledning af drivhusgasser, der har betydning.

  • Til at producere 1000 papirposer bruger man 4000 liter vand og processen frigiver 0,08 ton CO2-ekvivalenter
  • Til at producere 1500 tynde plastposer bruger man ca 300 liter vand og frigiver 0,04 ton CO2-ekvivalenter (altså under halvdelen)

Dertil kommer selvfølgelig transporten: 1000 papirposer vejer 52 kg, mens 1500 tynde plastposer vejer under 10 kg. Papiremballage medfører mere tung trafik – og dermed selvfølgelig også flere dieselpartikler i luften.

Og gæt, hvad der er den primære årsag til plastforurening i havene? Det er såmænd slid fra dæk …

Et andet alternativ kan være bomuldsposer. I det tidlige forår gik debatten livligt om hvorvidt bomuldsposer eller plastposer er det mest bæredygtige alternativ – og det er selvfølgelig rigtigt, at bomuldsposen er mere bæredygtig end plastposen, såfremt den bruges ofte nok.

Jeg har hos den norske fysiker Sunniva Rose set anført, at produktionen af et bomulds-indkøbsnet frigiver 130 gange så meget CO2 som produktionen af en plastpose.

Så hvis man antager, at plastposen bruges to gange, skal man altså bruge sit bomulds-indkøbsnet 260 gange før man har sparet den CO2-mængde, der frigives ved produktionen af en plastpose.

Og den mængde er, skriver Sunniva Rose, i øvrigt omkring 200 gram – eller samme mængde, der frigives når man er et par timer på internettet.

Hun nævner ikke vandforbruget, men bomuldsproduktionen er umådelig vandforbrugende med 22.500 liter vand pr kg.

Og nu er der nye alternativer på vej: Bioplast, fremstillet af majsfibre. Poserne er fremstillet i Kina, de vil komme til at koste cirka 3 kroner stykket – og jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at spørge: Hvad med vandforbruget her og CO2-udslippet her?

Sidst jeg tjekkede, skulle man i hvert fald bruge vand til at dyrke majs. Og sidst jeg tjekkede, var det en rigtig dårlig ide at bruge marker, der kunne vokse mad på, til at dyrke afgrøder til biobrændstof og bioemballage. Og sidst jeg tjekkede, var der lidt tvivl om hvor meget metan, der frigives, når bioplasten nedbrydes – for eksempel i kompostbunken hjemme i haven. Metan er, som man vil vide, en kraftigere drivhusgas end CO2.

Jeg er ikke utilbøjelig til at erklære mig helt på linie med George Monbiot (og for den sags skyld Sunniva Rose): Der er tale om en meget kompleks problemstilling, og derfor er plastik blevet til den syndebuk. Det er nemt at forholde sig til plastik – butikkerne kan endda tjene en klatskilling på pant på plastposer.

Plastik er måske ikke vidunderligt, og bør derfor anvendes med måde og under ingen omstændigheder smides i naturen.

Men indtil der kommer et alternativ, hvor produktionen er mindre vandkrævende og hvor hele livscyklussen udleder færre drivhusgasser, og som samtidig ikke konkurrerer med fødevareproduktionen (for eksempel solide net, fremstillet af et mix af polyethylen og genbrugsmaterialer, der kan bruges igen og igen og igen og, som Chemistry and Engineering skriver, allerede efter otte ganges brug har overhalet plastposen i bæredygtighed), holder jeg mig til plastik.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: