Afskaf store bededag: Ugen i Det lille Grønttorv

Foråret sniger sig ind på os. Så i denne uge får vi visit af grønkålsskud og (måske) de første bundter persille fra Birkemosegaard, som selvfølgelig også leverer ramsløg. På Svanholm har frosten sluppet sit tag i timianen, og det forlyder, at vejret er fint voksevejr for aspargesen. Men tålmodighed, tålmodighed. Ugens pose er klar i webshoppen – bestil den senest torsdag klokken 24 og hent den i butikken.

I denne uge er det Store Bededag. Fjerde fredag efter påske (der som bekendt falder første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn) – en helligdag, der blev indført ved kongelig forordning i 1686, på foranledning af Sjællands biskop, Hans Bagger.

Hans Bagger var luthersk ortodoks. Hele menneskelivet handlede for ham om at stå i Guds tjeneste. Og når man skal holde en »faste- og bededag« skal man mene det alvorligt: Så fra kirkeklokkerne begyndte at kime torsdag aften og helt frem til gudstjenesten næste morgen skulle man faste (og værtshusene lukkede, for at folk kunne møde ædru i kirken dagen efter). Selvfølgelig måtte bagerne ikke arbejde om natten, deraf kom så hvederne, som blev bagt om torsdagen, og som man spiser lunede om fredagen.

Helt ærligt: Her i landet har vi så mange festlige og folkelige traditioner, der udløser sild og snaps og kål med flæsk eller fugl, og så kommer sådan en stivstikker rendende, og den eneste tradition, vi får ud af det, er en klæg bolle fra dagen før? Der må være nogen, der har sovet i timen. Ja, jeg kigger på dig, Christian d. 5. …

Som I nok kan regne ud, holder vi ikke bededagen i hævd, du kan bestille brød, præcis som du plejer, og vi har åbent som sædvanligt i denne uge – altså:

  • Tirsdag 14-18
  • Onsdag 14-18
  • Torsdag 12-18
  • Fredag 12-18
  • Lørdag 10-15 – dog kun på Bondens Marked, butikken er lukket på lørdag.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: