Opskrift: Rødbedetatar

Denne ret indgik i sidste uges aperitivo – og den var et hit. I hvert fald blev fade og skåle nærmest slikket. Hemmeligheden er, at rødbedens lidt »jordede« smag skal have kraftigt modspil af syrlighed, salt og skarpe smage, og her er sennep eller peberrod (og masser af det) din ven. Retten indeholder både rå og tilberedt rødbede, og de to konsistenser, som hver for sig kan blive lidt for meget af det gode, spiller helt perfekt sammen.

Tatar-navnet er måske lidt misvisende i denne sammenhæng. I hvert fald er denne tatar helt og aldeles vegetarisk – og rødbederne er ikke blevet mørbanket under sadlen på tatarens vilde ridt over stepperne. Opskriften er oprindelig Erwin Lauterbachs, og er kommet Det lille Grønttorv for øre via en trofast kunde. Til fire personer skal du bruge:

  • To store rødbeder
  • 1 banan-skalotteløg
  • 2-3 spsk kapers
  • 3 spsk olivenolie
  • 2 spsk citronsaft
  • 1-2 spsk skarp sennep
  • salt og peber

Pak den ene af rødbederne ind i bagepapir eller læg den i et lag groft salt og bag den ved 175° i tre kvarter til en time (indtil den er mør). Lad den køle lidt af og flå den. Skræl den anden rødbede. Riv begge rødbederne på den grove side af rivejernet, og bland det hele sammen.

Rør en dressing af olivenolie, citronsaft og sennep (den skal have konsistens som tynd mayonnaise). Hak skalotteløget fint. Dryp kapersene grundigt af (er det kapers i salt, skal de skylles). Vend rødbede-“farsen” sammen med kapers og skalotteløg i dressingen.

Server det hele med et stykke ristet brød. Pynt med revet peberrod eller revet ræddike. Skal det være ekstra festligt kan du sagtens pynte med en rå æggeblomme og et grønt drys af fx vinterportulak eller ultrafinthakket grønkål.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: